Nye EU-regler ændrer grænsekontrollen for non-Schengenpassagerer
Ny digital løsning skal øge sikkerheden ved EU’s ydre grænser. Ændringen indføres i hele EU og får direkte betydning for non-Schengenborgere, som rejser til Københavns Lufthavn.
Den 12. oktober 2025 træder EU’s nye Entry/Exit System (EES) i kraft. Systemet er en digital løsning, der skal bidrage til øget sikkerhed ved EU’s ydre grænser ved at modernisere registreringen ved ind- og udrejse af Schengenområdet. Det nye ind- og udrejsesystem gælder for alle rejsende, der ikke er borgere i et Schengenland*.
I Danmark er det politiet, der har ansvaret for implementeringen af EES ved alle grænseovergange – herunder også i Københavns Lufthavn. For non-Schengenpassagerer, der ankommer fra destinationer uden for Schengenområdet, betyder det en ny registreringsprocedure forud for paskontrollen. Her skal de rejsende benytte en digital selvbetjeningskiosk til at indtaste oplysninger om blandt andet formålet med deres ophold og information om deres opholdssted under besøget i Schengen.
Københavns Lufthavn har i samarbejde med politiet etableret den nødvendige infrastruktur for at sikre en så smidig overgang til det nye system som muligt. Det forventes dog, at der ved indrejse i perioder kan opstå længere ventetider i området ved paskontrollen som følge af de ændrede procedurer. Lufthavnen har derfor indsat ekstra personale til at assistere og vejlede passagererne gennem processen.
For yderligere information om Entry/Exit System (EES) henvises til EU's hjemmeside, som kan tilgås via nedenstående link.
*Følgende non-Schengenborgere er undtaget fra EES-registrering:
- EEA-borgere (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde)
- Schweiziske borgere
- Personer med opholdstilladelse i et Schengen-land
- Statsborgere fra Monaco, Andorra, San Marino og Vatikanstaten
Disse personer skal dog kunne dokumentere deres status (fx med opholdskort eller pas) ved grænsen.